Interview med Vincent Bouillard og Baptiste Chassagne, to favoritter til UTMB 2026 med krydsede veje

Vincent, du løber to 100 miles-løb med otte ugers mellemrum. Hvordan griber du den dobbelte udfordring an?

En af grundene til, at jeg besluttede mig for at stille til start i UTMB, var, at jeg bagefter kan holde ferie og tage en længere pause. Det er ikke noget småt at løbe to 100 miles-løb på otte uger, så jeg glæder mig virkelig til at lade krop og hoved få ro og til at have tid med familien, som ikke er styret af træningen.

Var du bange for, at kroppen ville sige fra efter Western States?

Ikke nødvendigvis. Jeg prøver at minde mig selv om, at alting er midlertidigt. Når det går tungt, siger jeg til mig selv: "Det skal nok vende." Det gælder også i ultraløb, når man har en periode, hvor alt fungerer. Som regel varer det ikke længe, og det hele kan vende meget hurtigt. Derfor handler det overordnet om at være tålmodig og tænke, at det går over. Vi ved, at vi kommer til at lide, og at der vil komme en overflod af kraftige signaler fra kroppen. Man skal være klar til at tage imod dem uden straks at ændre strategi ved det første signal.

© UTMB

Hvordan vurderer du din form før starten?

Det er selvfølgelig anderledes end for to år siden, da jeg forberedte mig til UTMB, fordi jeg først måtte give mig selv tid til at komme mig efter Western States. Men mentalt er det vigtigt at huske, at man ikke starter helt forfra, hver gang man begynder på en træningsblok. Alt den træning, jeg lavede frem mod Western States, kommer mig til gode i UTMB. I de otte uger mellem løbene har jeg bare pudset de sidste detaljer af og genoptaget træningen i terræn, der er mere specifikt for UTMB. En af de ting, der hjælper mig, er, at den slags terræn passer mig bedre end det, vi møder i Western States.

Føler du dig så 100 procent klar?

Hvis jeg ikke var 100 procent klar, havde jeg ikke stillet til start. Jeg har virkelig ikke lagt pres på mig selv eller sat et ultimatum. Kalenderen betyder, at de fleste atleter er tilmeldt UTMB allerede i januar, men bagefter afhænger det jo af, hvad der sker i løbet af sæsonen. Efter et rigtig godt Western States ville jeg først og fremmest lytte til min krop og mit hoved for at mærke, hvordan jeg havde det fysisk og mentalt i dagene og ugerne efter løbet.

I løbet af august vidste jeg ærligt talt ikke, om jeg ville stille op i UTMB, for jeg ville ikke træffe beslutningen forhastet eller uforsvarligt. Men lidt efter lidt gik det op for mig, at der ikke var noget sted, jeg hellere ville være den weekend end i Chamonix. Under HOKA-træningslejren i slutningen af juli, hvor vi løb rundt om Mont-Blanc på tre dage, kunne jeg mærke, at jeg afsluttede dagene med overskud og havde det rigtig godt. Men jeg vil understrege, at det ikke kun handler om det fysiske, også det mentale spiller ind. På 100 miles skal man være klar til at lide og håndtere perioder, hvor det går ned ad bakke. Hvis man ikke mentalt er klar til at kæmpe sig igennem det, tror jeg, det bliver svært både at gennemføre og at konkurrere med om sejren.

Jeg prøver virkelig, helt ærligt, at ignorere fortiden og fortælle mig selv, at vi på en måde starter fra nul på startstregen.

Vil sejren i Western States ændre noget i din tilgang til dette års UTMB?

Det er helt klart det løb, der får mest medieopmærksomhed. Alligevel tilbringer man meget tid alene, især om natten, hvor man ikke ser ret mange andre. Og det synes jeg er fantastisk, for så snart vi har forladt Notre-Dame-de-la-Gorge og begynder opstigningen til Col du Bonhomme, bliver kortene blandet på ny. På det tidspunkt tæller linjerne på CV'et ikke længere. Vi får alle muligheden for at spille vores chance igen, og den bedste vinder.

Er det mentalt befriende at have leveret et stort løb på forhånd?

Ja, men samtidig tager jeg ikke til UTMB for bare at vise mig frem og løbe en hyggetur. Hvis jeg stiller op, er det for at konkurrere, og mit mål er at gøre det bedre end i 2024. Det første mål er altid at gennemføre, for ruten er ekstremt krævende og meget lang. Men derefter er ambitionen helt klart at blande mig i konkurrencen og forbedre mig i forhold til 2024.

© UTMB

Du har fået et lidt andet mærkat nu ...

Ja, og måske fjernede sejren i USA noget af presset fra mine skuldre. Men samtidig har jeg også et pres i forhold til 2024, fordi der nu er forventninger til mit løb, som slet ikke var der for to år siden. Det udligner på en måde hinanden. Måske ser vi i front en løber, som ingen havde regnet med, og som flytter grænserne for, hvad der er muligt. Min drøm er, at vi stadig kæmper om sejren, når vi begynder opstigningen til La Flégère. Det har man aldrig set før i UTMB, og når man ser, hvor meget niveauet i front har flyttet sig, tror jeg, at sporten kommer til at tage endnu et skridt op. Nu glæder jeg mig bare og er virkelig glad for at være en del af det.

© UTMB

Baptiste, vender du tilbage for at tage den plads, der manglede for at vinde i 2024?

Jeg vil ikke sige, at jeg kun vender tilbage for at tage den lille plads, der manglede. Men jeg havde brug for en pause. Jeg er et menneske, der løber med sine følelser, og når jeg føler, at jeg har leveret noget, der er lykkedes, bruger jeg alle følelserne op og har brug for tid til at fylde energidepotet igen. Derfor var pausen nødvendig for at få lysten til at vokse på ny. Og også for at udvikle mig. I 2024 fandt jeg ud af, hvorfor jeg havde leveret en flot, men ikke fuldt udfoldet præstation. Jeg identificerede mine svagheder og gav mig selv to år til at arbejde med dem og vende stærkere tilbage.

© UTMB

Hvad var det for nogle svagheder?

Man siger ofte, at UTMB er et hurtigt trailløb. Det er jeg enig i, når det gælder de første to tredjedele. Men hvis man ser isoleret på den sidste tredjedel, er den faktisk meget teknisk. Hvis man kun lavede et løb på den sidste tredjedel, ville det ikke være den samme løber, der vandt den del, som havde vundet de første to tredjedele. Derfor tog jeg ud og arbejdede i mere stejlt, bjergrigt og teknisk terræn for at blive bedre på nedløbene og få mere erfaring. Det fandt jeg på Diagonale des Fous.

Jeg har virkelig lyst til at slå den, jeg var i 2024, for det vil betyde, at jeg har udviklet mig.

Tidligere på ugen leverede din søster en flot præstation, da hun blev nummer tre i MCC. Hvordan håndterede du de følelser, og kostede det ikke for meget energi?

Jeg prøvede slet ikke at holde følelserne tilbage. Helt ærligt var det totalt uventet, at min søster Juliette blev nummer tre i MCC. Hun træner ikke hver dag og går slet ikke målrettet efter resultater, så det kom virkelig bag på os. Jeg havde ikke forberedt mig på de følelser, men tog imod dem, som de kom. Da jeg så, at hun blev nummer tre, stod jeg på sengen som efter et mål for Saint-Étienne. Jeg tog bare det positive med mig og tænkte helt ærligt, at ugen allerede var lykkedes. Min søster oplevede en helt utrolig følelse, og hun forstod, hvorfor jeg træner hver dag: for at få lov til at opleve den slags.

Så det var kun gode vibrationer?

Min far sagde til mig: "Vi har åbnet medaljekontoen." Når OL eller et mesterskab begynder med god energi på den første dag, smitter det af på alle, og det er lidt sådan, jeg har det. Som om tegnene peger i den rigtige retning. Måske siger jeg noget helt andet på lørdag. Men for to år siden havde jeg skrevet under på at være præcis dér, hvor jeg er i dag. Sådan vil jeg tage de sidste skridt frem mod løbet, ét ad gangen, og jeg tror, det bliver godt.

Jeg har tilbragt en del tid sammen med Vincent, og han har lært mig at få den vindermentalitet.

Hvad føler du før starten?

Jeg føler, at jeg står på mål med den vej, jeg har gået. Der har været op- og nedture. Jeg har nydt opturene med begge ben på jorden og forsøgt at lære af nedturene og blive klogere. Jeg kan ikke sige, at jeg har en fornemmelse af, at der kommer til at ske noget særligt. Det ville ikke være rigtigt. Men jeg er ret sikker på, at jeg vil være tilfreds med den vej, jeg har tilbagelagt, uanset hvad der sker lørdag eftermiddag eller aften. Resultatet er underordnet. Jeg ved, at jeg har udviklet mig.

© FFA

Når vi taler om den vej, sagde du allerede i 2021, at du ville på podiet i UTMB inden for tre eller fire år. Du er foran planen ...

Ja, helt sikkert. Nu er det nye mål at vinde løbet. Det drømmer jeg om. Når jeg omgås internationale atleter, får jeg indtryk af, at vi franskmænd har sværere ved at stå ved den ambition. Jeg har tilbragt en del tid sammen med Vincent, og han har også lært mig at få den vindermentalitet. Jeg har dyrket den, og det tror jeg hjalp mig til at levere noget stort på Diag'. Men i UTMB er der så mange løbere og så høj en tæthed i feltet, at det ville være alt for selvbevidst at sige, at jeg kun går efter sejren. Det er langt fra det eneste scenarie, der ville gøre mig tilfreds. Jeg har virkelig lyst til at slå den, jeg var i 2024, for det vil betyde, at jeg har udviklet mig. Og hvis det lykkes, kan jeg bagefter begynde at se fremad og gå efter at gøre det endnu bedre. Men først vil jeg forbedre mig på det punkt. Jeg synes allerede, at en tid bedre end 20 timer og 22 minutter er et flot mål.