Munkenes “maraton” på Hiei-bjerget og de tusind dages march

Tusind dages march, daglige ture på adskillige dusin kilometer, stejle stier, afgang midt om natten og en jernhård disciplin, der strækker sig over syv år: kaihōgyō har alle ingredienserne i en moderne udholdenhedsfortælling. Alligevel er det ikke fysiske eller sportslige grænser, mændene bag prøvelserne vil flytte, men åndelige. I Japan kalder man dem “maratonmunkene”. Kaihōgyō er en form for askese inden for tendai-buddhismen, den japanske udgave af buddhismen. Munken, der kaldes gyōja, følger en hellig rute og standser ved templer, helligdomme, træer, kilder og mindesteder for at udføre rituelle handlinger og recitere bønner. Vil man forstå traditionen, må man tilbage til historien om et bjerg.

Hiei-bjerget, askesens skueplads

Historien om kaihōgyō er tæt knyttet til Hiei-bjerget nordøst for den gamle kejserby Kyoto. Klostret Enryaku-ji er tendai-buddhismens vigtigste center i Japan. Skolen blev grundlagt i begyndelsen af 800-tallet af Saichō og lægger stor vægt på meditation, tekststudier og asketiske øvelser. Med tiden blev bjerget et centralt sted for religiøs uddannelse. I denne tradition er fysisk anstrengelse ikke et mål i sig selv, men en disciplin, der skal forvandle den, der udøver den. Selve marchen er en religiøs praksis. Mellem 1100- og 1300-tallet blev pilgrimsvandringerne organiseret omkring Hiei-bjergets tre pagoder, før de bredte sig til hele bjerget. Fra slutningen af 1500-tallet tog praksissen form omkring den rute, som stadig er kernen i nutidens kaihōgyō.

I 1571 lod den japanske hær Enryaku-ji-komplekset ødelægge for at bekæmpe de religiøses indflydelse. Mange dokumenter gik tabt, men traditionen levede videre. Gennem århundrederne holdt kaihōgyō sig som en krævende praksis, der blev givet videre i klosterlinjer. Munken Sakai Yūsai, født i 1926, er blevet en af nutidens mest kendte skikkelser, blandt andet fordi han gennemførte to cyklusser på tusind dage. I 1995 mødte han pave Johannes Paul II. Mange skrifter beskriver livet for dem, der har valgt denne vej. Forholdet til lidelse og ofre er centralt. Og som så ofte i Japan er det ikke en mulighed at give op, medmindre det sker for prisen af et harakiri, i hvert fald i de folkelige fortællinger… I tendai-tankegangen rettes munkenes bønner mod træerne, klipperne, kilderne, mod naturen. Askesen forstås som en bodhisattvas praksis, der søger andre væseners vel. Kaihōgyō byder selvsagt hverken på en sportslig målstreg eller en sejr over en modstander.

Tusind dage, syv år og tusindvis af kilometer

Lad os se på tallene bag denne mere end krævende religiøse askese. Det mest kendte tal i kaihōgyō er de tusind dages march. I sin mest krævende form følger prøvelsen et traditionelt program fordelt over syv år. Kalenderen skifter mellem perioder på hundrede og to hundrede dage, mens den daglige distance vokser, efterhånden som munken skrider frem. Vanskeligheden ligger i gentagelsen og i at holde ud over lang tid. Traditionen foreskriver hundrede dages march i hvert af de tre første år og derefter to hundrede dage om året i det fjerde og femte år. Det sjette år består af hundrede dage på en længere rute, og det syvende år begynder med en ny, udvidet march rundt om Hiei-bjerget og Kyoto efterfulgt af yderligere hundrede dage på bjergruten. Den første rute opgives normalt til omkring 30 kilometer om dagen. I det sjette år nærmer den daglige distance sig 60 kilometer, nogle gange mere… Den samlede strækning er enorm. Nogle skøn i litteraturen om maratonmunkene nævner mere end 30.000 kilometer.

© Wikipedia

Forskeren Catherine Ludvik, der har studeret Japans religionshistorie, opgjorde i 2006, at 49 munke havde gennemført cyklussen på tusind dage siden 1585, hvor dokumentationen begyndte at blive mere omfattende. Som du nok kan regne ud, handler det ikke kun om at gå. Efter cirka syv hundrede dage foreskriver programmet en retræte kaldet dōiri, hvor munken i ni dage opholder sig i et tempel uden at spise, drikke eller sove, mens han reciterer tekster og mantraer. Der er dog en kollektiv side, som billedet af den ensomme munk let overskygger. Selv om munken gennemfører en stor del af praksissen alene, hviler den også på støtte fra mange mennesker langs de forskellige ruter, både troende, guider og helt almindelige ledsagere.

På de ruter, der går gennem Kyoto, deltager medlemmer af lægbroderskaber i støtten til munken. Den hjælp er ikke en detalje: den minder om, at askesen hænger sammen med et fællesskab.