ASICS SaintéLyon: sådan holder ultraløbenes grand old lady sig ung

Den sidste weekend i november er blevet et fast holdepunkt for udholdenhedsløbere i bred forstand. Nybegyndere eller rutinerede, vejløbere eller bjergløbere, triatleter eller eventyrløbere: hele sportsverdenen mødes den dag til SaintéLyon, kaldet Doyenne de l’Ultra, ultraløbenes grand old lady.

Med sin velafstemte blanding af asfalt, stier, kulde, mørke, regn, mudder og andre fornøjelser har SaintéLyon et strejf af eventyr, som trækker langt ud over løbesporten. Det gør løbet til "Frankrigs største naturløb" målt på antal deltagere.

© Peignée Verticale / D. Rosso

© Infinity Nine Media / Lilian Menetrier

© Peignée Verticale / A. Mesnage

Oprindelsen? En gåtur uden tidtagning, opfundet af… cyklister

Historien om denne natlige gåtur i begyndelsen af vinteren, oprindeligt på cirka 60 kilometer, hænger tæt sammen med det moderne løbs historie. Der er sket meget siden dengang, arrangørerne fra cykelklubben CT Lyon baner sig vej gennem sne og tornekrat, nogle gange på ski (vintrene var hårdere dengang), sammen med en lille flok modige vandrere et sted over Sainte-Catherine. Det var nemlig ikke løbere, der skabte løbet, men cyklister, der ville holde formen ved lige om vinteren.

I 1951 lavede « Cyclotouristes Stéphanois » og « Cyclotourisme Lyonnais » derfor en vinterlig vandretur på 60 km over to dage, vekslende mellem Saint-Étienne og Lyon langs GR7. De første deltagere skulle gennem de 64 kilometer i løbet af natten.

Dengang var der kun en håndfuld, der prøvede kræfter med eventyret, i bjergsko og med rygsæk. Turen foregik over to dage med overnatning på et værtshus i Sainte-Catherine. Hovedformålet var at holde cykelturisterne i form i vintersæsonen.

Løb forbudt de første år

Løbet udvikler sig lidt efter lidt og organiseres bedre for hver udgave. Den voksende interesse fører til tidtagning over én enkelt nat, og det bliver dermed en konkurrence for gående på en rute på 63,2 km (løb udløste diskvalifikation). Ingen forestillede sig dengang, at man kunne forbinde de to store regionale byer til fods uden stop. På få år falder tiderne fra 9 timer til 7 timer 30, et symbolsk tal, fordi det var den tid, diligencerne brugte på turen mellem Lyon og Saint-Étienne i forrige århundrede.

Fra gang til løb

De til tider ekstreme forhold og mørket gør det til et krævende løb. I slutningen af 1970'erne bliver løb uden for stadion og fri stil mere udbredt, især fordi sko dæmper bedre, og moderne træningsmetoder spreder sig. Det betyder enden for gåkonkurrencen.

I 1977 får deltagerne lov til at løbe. SaintéLyon sætter sin første deltagerrekord med over 4000 startende (gående og løbere). Men det er også udgaven med flest udgåede: kun 40 % kommer i mål.

© Peignée Verticale / D. Rosso

© Peignée Verticale / A. Mesnage

© Peignée Verticale / M. Daviet

Da modeluften og illusionerne har lagt sig, bliver SaintéLyon en overgang stemplet som et meget hårdt løb. Deltagerantallet falder, og det bliver specialisternes domæne. Michel Delore er en af dem. Han er sportsmand, journalist og forfatter og vinder løbet otte gange mellem 1970 og 1980, først som gående, siden som løber, og sætter den første rekord på distancen løbende: 5 timer 20. Løbere som Gérard Petit (4.44) og Maurice Mondon (4.31) sprænger den ene efter den anden den gamle rekord. Gérard Petit holder i øvrigt stadig rekorden i retningen Lyon-Saint-Étienne med 4.47.

© Extra Sport

© Extra Sport

1990'erne og 00'erne vender løbets popularitet

Udgaven i 1990 sætter sig fast i erindringen og markerer et skifte. Ved midnat begynder det at sne ved starten i Lyon, og snelaget når hurtigt 70 cm ved Col de la Gachet. Under de forhold er det umuligt at garantere redningsberedskab og forsyninger. Arrangørerne beslutter at stoppe løbet i Sainte-Catherine, men 80 deltagere fortsætter alligevel og krydser som helte mållinjen i Saint-Étienne.

I 1991 opretter arrangørerne stafetformaterne, som bliver meget populære. Her kan man på kortere strækninger end solodistancen få en fornemmelse af løbets særpræg og vanskeligheder.

© Infinity Nine Media/ Sébastien Clavel

Løbet moderniseres og køres nu altid mellem Saint-Étienne og Lyon med start ved midnat og en tidsgrænse på 15 timer. Succesen svigter ikke gennem årene, i takt med at løb uden for stadion og trail eksploderer. Eventbureauet Extra Sport kommer ind i organisationen i begyndelsen af 2000'erne og er med til at sætte SaintéLyon i centrum af den nationale sportsscene.

Flere formater, så alle kan få en bid af eventyret

I 2009 passeres 10.000 løbere for første gang. Distancen vokser, rundt om 60 km, så 70 km, og er nu tæt på 80 km med 2400 højdemeter op.

I 2010 og 2013 kommer to nye og mere tilgængelige formater: SaintExpress (45 km og 1100 højdemeter op) og SainteSprint (25 km).

I 2016 kommer Saintétic som indgangsporten til løbet med 12 km og 275 højdemeter op.

I 2019 går SaintéLyon den modsatte vej og skruer op for ultraformatet med LyonSaintéLyon, en tur-retur på 160 km, hvor kun returstrækningen mellem Saint-Étienne og Lyon tidtages.

I 2026 ser SaintéVia dagens lys med start i Mornant: 36 km og 670 højdemeter op i sporet af den romerske akvædukt i Gier, som er 2000 år gammel.

Stjerner fra både landevej og trail

SaintéLyons blandede profil mellem asfalt og trail tiltrækker alle slags løbere: dem, der vil væk fra asfalten og have mudder på skoene i et "eventyr", og omvendt bjergtrailløberne, der vil udfordre vejløberne og arbejde med farten på en hurtig rute.

På den ret flade rute har vejløberne sikkert en fordel over bjergløberne, men når forholdene bliver hårde med vind, tåge, kulde, sne, mudder eller isslag, kan bjergløberne nogle gange klare sig bedre.

Jeg har set mange trailløbere komme herhen og tro, at det ville være en spadseretur, og så finde SaintéLyon ekstremt hård, fordi man hele tiden er i gang på den rute, og det næsten hele vejen er løbbart.

Pionererne Michel Delore (otte sejre) og Gérard Petit kommer fra vejløb, ligesom Jérôme Trottet, femdobbelt vinder og dominerende figur i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 00'erne, maratonløberen Philippe Rémond, vinder i 2006, og Brigitte Bec og Denis Morel, som begge kommer fra 24-timersløb og 100 km.

De "rigtige" trailløbere lader sig ikke true, som den tidligere skiløber Maud Goberts fire sejre viser. Hun var verdensmester i trail i 2011. Det samme gælder Corinne Favres andenplads i 2006, Karine Herrys i 2007 og på det seneste Caroline Chaverots sejr i 2017 og Camille Bruyas’ i 2019.

© Lilian Menetrier/ Infinity Nine Media

Men man skal kunne løbe både hurtigt og langt for at vinde SaintéLyon. Det kan også Emmanuel Gault, Patrick Bringer, Cédric Fleureton, Benoît Cori, Nicolas Martin, Emmanuel Meyssat, Thomas Cardin og Sylvain Cachard, der har vundet i nyere tid. Der har kun været tre udenlandske vindere: schweizeren Tsilla Rosell i 2001, russeren Aigul Mingazova i 2018 og spanieren Andreu Simon Aymerich i 2022. Løbet er altså i høj grad en fransk affære.

En rute, der fornyes hvert år

Noget andet særligt ved SaintéLyon er, at ruteudstikkerne fornyer ruten hvert år for at undgå ensformighed og for at overraske både deltagere og stamgæster. For selv om SaintéLyon er den ældste, vil den vise, at den er adræt, og bevise for flest mulige, at årene ikke sætter rynker i den.