Julie Garnier løber ultratrail med begge ben på jorden

Et behov for at slippe jagten på tiden. Sådan forklarer Julie Garnier, der er vokset op med baner, cross og landevejsløb, sin tiltrækning til trailløb. Hun har løbet marathon på under tre timer med 2:56:49 i London og har en 10-kilometerrekord på 36:57. Den 28-årige, som har løbet siden 13-årsalderen, søger nu mod andre og mere vilde horisonter på trailløbets stier.

På trail kigger jeg ikke længere på mit tempo. Der er ikke længere det samme krav om at holde et bestemt tempo over en bestemt distance, som på marathon eller 10 kilometer. Man løber bare for fornøjelsens skyld og for at nyde landskabet.

Med en solid løbebaggrund, der blev grundlagt i en tidlig alder, er den unge kvinde også blevet en succesfuld indholdsskaber. I september gennemførte hun sit første 100 km-løb på Nice Côte d’Azur By UTMB på en femteplads efter 113 km og 5.400 højdemeter.

Det nye karrierevalg imødekommer et behov, forklarer hun. «På trail kigger jeg ikke længere på mit tempo. Der er ikke længere det samme krav om at holde et bestemt tempo over en bestemt distance, som på marathon eller 10 kilometer. Man løber bare for fornøjelsens skyld og for at nyde landskabet. Til gengæld er der andre udfordringer, som at håndtere alle de usikkerheder, der følger med terrænet, ernæringen og vejret … Det er ting, man ikke kan kontrollere på forhånd, og derfor tager det lidt af presset før løbsdagen.

© JG

© JG

© JG

For Julie er tilvænningen til den nye løbescene sket på en måde, hun anbefaler uanset disciplin, og som hun deler med sine tusindvis af følgere: gradvis fremgang og omtanke i valget af distancer. Selvom hun allerede har næsten 15 års erfaring med løb og derfor et stærkt grundlag, begyndte Julie med trailløbets kortere distancer på omkring 20 kilometer, før hun gik videre til løb på 40 eller 50 kilometer. «Før jeg begyndte at satse seriøst på trail, løb jeg allerede meget i naturen. Så jeg var vant til terrænet. Til gengæld måtte jeg tilpasse min ernæring i forhold til det, jeg kendte fra landevejen. På trail skal man lære at spise meget mere undervejs og gøre det til en fast del af træningen ».

Nogle bakkepas eller korte traildistancer kan give en fornemmelse, der minder om den, man får under intervaller på banen.

Træningen måtte Julie også tilpasse til sin nye passion. «Der er nok gået mere end et år, siden jeg sidst satte en fod på banen, siger hun med et smil. Mine træningspas er lidt anderledes nu. Jeg laver mere op- og nedadgående arbejde og tager på nogle korte træningsophold i bjergene, så jeg kan være i et miljø, der minder om det, jeg møder til konkurrencerne», forklarer hun, som nu bor nær Marseille.

Indtil videre savner hun ikke banetræningen. Hun har fundet andre måder at presse sig helt ud. «Jeg lover jer, at nogle bakkepas eller korte traildistancer kan komme tæt på den fornemmelse, man får under intervaller på banen», siger hun. Hun har stadig enkelte tærskelpas eller VMA-pas i kalenderen. Grundtræningen må ikke glemmes.

Resultaterne fulgte med: sejre på Trail de Haute-Provence 30K 2026 og på UT4M 40 Chartreuse 2026, en tredjeplads på Balcons du Ventoux 2026, en syvendeplads på SaintExpress 2025 samt to top-10-placeringer på MCC i 2025 og 2026. Julie skruede derfor naturligt op til ultratrail, og resultaterne kom med det samme. Blandt andet blev hun nummer fem i Nice på sin første 100-kilometer.

© 6000D

Hun havde blandt andet forberedt sig ved at gennemføre tre løb ved 6000D midt på sommeren. Først kom 6D Crêtes på 21 km og 1.300 højdemeter, hvor hun blev nummer otte. Dagen efter fulgte 6D Lacs på 25 km og 1.500 højdemeter, som hun sluttede på femtepladsen. På tredjedagen gennemførte hun 6D Marathon på 44 km og 2.700 højdemeter som nummer 15. Tre løb placeret perfekt i forberedelserne, før hun bekræftede formen i Nice, hvor hun blev nummer fem på sit første ultraløb over 100 kilometer.

«Jeg er selvfølgelig virkelig glad for resultatet, for det hele gik faktisk rigtig godt, selvom op- og nedturene hører med til ultraløb. Men det gik aldrig så galt, at jeg ikke kunne gennemføre. Jeg tror, at erfaringen fra de kortere distancer på 40, 50 og 70 kilometer hjalp mig med at opbygge det mentale fundament til min første 100-kilometer. Sidste år havde jeg et mareridt af et løb på Trail du Petit Saint Bernard på 70 km og 4.000 højdemeter. Det er stadig et af de værste løb i mit liv. Jeg ramte virkelig muren og havde det elendigt, blandt andet på grund af strækningerne med sne. Det var meget hårdt, men jeg gennemførte og blev nummer fem. Da jeg stod ved starten på 100-kilometeren i Nice, tænkte jeg tilbage på den oplevelse og sagde til mig selv, at det umuligt kunne blive værre. Det satte tingene i perspektiv».

Femtepladsen i det internationale løb i Nice får hende dog ikke til at miste jordforbindelsen. På længere sigt er 100 miles naturligt nok en distance, hun sigter efter, men hun holder fast i sin filosofi og bygger karrieren op sten for sten. «Jeg vil give mig selv tid til at se 100 miles an. Jeg ventede, til jeg havde styr på maratrail-distancerne, før jeg gik videre til 100 km, og jeg tror, jeg vil følge samme model, før jeg kaster mig over 100 miles. Det vil sige, at jeg først vil gentage erfaringen på 80, 90, 100 og 110 km, før jeg tager det store spring til 100 miles».

Julie kender nemlig risikoen ved at forcere udviklingen og belaste kroppen for hårdt. Hun har allerede oplevet lange skadesperioder. Som mange andre trailløbere har Julie også mærket konsekvenserne af RED-S, et syndrom med relativ energimangel, som satte hende ud af spillet i en periode. «Det lærte mig at styre min kost bedre og især at spise mere. Jeg havde ikke en spiseforstyrrelse, og jeg forsøgte ikke at tabe mig. Energimanglen opstod helt ubevidst, men den påvirkede min krop med blandt andet skinnebensbetændelse og smerter, som førte til flere måneders pause», fortæller hun. «Og siden jeg ændrede min kost, har jeg ikke været skadet igen, selvom jeg banker under bordet».

Det er dette budskab om omtanke, hun vil give videre til sine følgere på de sociale medier, snarere end blot at fremhæve sine egne resultater: «Jeg synes, det er vigtigt at give sig tid og have en gradvis tilgang til sin træning, understreger Julie. I dag ser vi begyndere stille op i ultraløb efter få måneders træning. Distancerne vokser hurtigt i popularitet, men vi har endnu ikke meget viden om de fysiske, fysiologiske og psykiske konsekvenser af så lange løb. Vi kan allerede se, at mange bliver skadet, og jeg tror ikke, det bliver bedre de kommende år». Julie bruger derfor sine sociale medier til at dele det budskab med sit community. Med enkelhed og ydmyghed, til gavn for så mange som muligt.